Det er ikke noget nyt, at vi æder og drikker ekstra meget til jul. I bondesamfundet for 2-300 år siden mente
mange, at havde man spist og drukket godt til jul, ja så ville det påvirke det nye år til også at indeholde
rigelig med mad og drikke. Dengang var grisekød den vigtigste spise. Svinene var blevet fedet godt op i
løbet af efteråret og blev slagtet fra november for at ende som juleskinke, blodpølse, medister, steg osv.
Det meste på grisen blev brugt – halshvirvlen gav man dog til hunden, da skrønen var, at hvis et menneske
spiste kødet fra halshvirvlen, ville han blive halshugget. Senere vandt gåsen indpas som julemad. I
”Peters Jul” (1866) kan man således læse, at gåsen var festligt pyntet med grankrans om sin mave, og i
”Sikken voldsom trængsel og alarm” (1848):
Juleaften, oh hvor er du sød,
så skal alle folk ha' risengrød -
æbleskiven bliver flittigt vendt,
gåsestegen er til bageren sendt.
Bonden sidder tidligt ved sit fad,
sikken Guds velsignelse af mad;
lænkehunden selv får dobbelt sul,
den skal også vide, det er jul
Årsagen til, at andestegen i de fleste tilfælde har afløst julegåsen, skyldes sandsynligvis, at den både var
billigere og mindre end gåsen – på samme måde som anden efterhånden helt har udkonkurreret gåsen til
Mortensaften.
