NISSERNE af Brødrene Grimm
Der var engang en skomager, som uden at han selv kunne gøre for det, var blevet meget fattig, og til sidst havde
han ikke andet tilbage end læder til et eneste par sko. Om aftenen skar han skoene til, for at de kunne stå parat
til næste morgen, gik i seng og bad sin aftenbøn og faldt i søvn med en god samvittighed. Om morgenen stod han
op og bad sin morgenbøn, men da han ville tage fat på sit arbejde, stod skoene der fix og færdige. Han tog dem i
hånden og så på dem, og de var syet så nydeligt, at han ikke kunne have gjort det bedre. Lidt efter kom der en
kunde ind, og han syntes så godt om skoene, at han gav mere for dem, end skomageren forlangte, så meget, at der
var nok til at købe læder til to par sko. Om aftenen skar han dem til, men da han ville tage fat på dem næste
morgen, var de atter færdige, og han fik så mange penge for dem, at han kunne købe læder til fire par sko. De var
også færdige næste morgen, og sådan blev det ved, så han nogen tid efter var en velhavende mand. En aften kort før
jul sagde han til sin kone: “ Synes du ikke, at vi skulle blive oppe i nat og se at få opklaret, hvem det er, der
hjælper os.” Konen var enig med ham, og de skjulte sig nu bag ved nogle klæder, der hang i en krog. Ved midnatstid
kom der nogle små, nydelige, nøgne mænd, satte sig hen ved bordet og begyndte at sy. Skomageren og hans kone kunne
slet ikke komme sig af deres forundring, og da de små mænd havde syet alt, hvad der var, løb de deres vej igen.
Den næste morgen sagde konen: “Vi må virkelig gøre noget for de små mænd, der har hjulpet os så godt. Ved du hvad,
de løber omkring, ligesom Vorherre har skabt dem, nu vil jeg sy skjorter og frakker og bukser til dem og strikke et
par strømper til hver af dem. Du kan lave nogle små sko.” Skomageren syntes godt om forslaget, og om aftenen lagde
de gaverne på bordet og skjulte sig i krogen for at se, hvad mændene ville sige til det. Ved midnatstid kom de igen
som sædvanlig, men da de ville tage fat på arbejdet, fandt de de pæne, små klæder. Først blev de meget forbavsede,
men så gav de sig til at hoppe og springe af glæde. I en fart fik de klæderne på, mens de sang: “Nu er jeg rigtignok
en flot kavaler,nu vil jeg aldrig være skomager mere.”
Derpå tog de hinanden i hånden og dansede først rundt i stuen og så ud af døren. De kom aldrig mere igen, men
skomageren og hans kone levede længe lykkeligt sammen.
GRANTRÆET af H.C. Andersen
Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af,
og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det
tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar
de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt kom de med en heel Krukke fuld eller havde Jordbær trukket paa Straa,
saa satte de sig ved det lille Træ og sagde: "nei! hvor det er nydeligt lille!" Det vilde Træet slet ikke høre.
Aaret efter var det en lang Stilk større, og Aaret efter igjen var det endnu een meget længer; thi paa et Grantræ
kan man altid, efter de mange Led, det har, see hvor mange Aar det har voxet.
"O, var jeg dog saadant et stort Træ, som de Andre!" sukkede det lille Træ, "saa kunde jeg brede mine Grene saa
langt omkring og med Toppen see ud i den vide Verden! Fuglene vilde da bygge Rede imellem mine Grene, og naar det
blæste kunde jeg nikke saa fornemt, ligesom de Andre der!"
Det havde slet ingen Fornøielse af Solskinnet, af Fuglene eller de røde Skyer, som Morgen og Aften seilede hen over det.
Var det nu Vinter, og Sneen rundt omkring laae gnistrende hvid, saa kom tidt en Hare springende, og satte lige over
det lille Træ, - o, det var saa ærgerligt! - Men to Vintre gik, og ved den tredie var Træet saa stort, at Haren
maatte gaae uden om det. O, voxe, voxe, blive stor og gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden, tænkte
Træet.
I Efteraaret kom altid Brændehuggerne og fældede nogle af de største Træer, det skete hvert Aar, og det unge Grantræ,
som nu var ganske godt voxent, skjælvede derved, thi de store, prægtige Træer faldt med en Knagen og Bragen til
Jorden; Grenene bleve hugne fra, de saae ganske nøgne, lange og smalle ud; de vare næsten ikke til at kjende, men
saa bleve de lagte paa Vogne, og Heste trak dem afsted ud af Skoven.
Hvor skulde de hen? Hvad forestod dem? I Foraaret, da Svalen og Storken kom, spurgte Træet dem: "Veed I ikke, hvor
de førtes hen? Har I ikke mødt dem?"
Svalerne vidste ikke noget, men Storken saae betænkelig ud, nikkede med Hovedet og sagde: "Jo, jeg troer det! jeg
mødte mange nye Skibe da jeg fløi fra Ægypten; paa Skibene vare prægtige Mastetræer, jeg tør sige, at det var dem,
de lugtede af Gran; jeg kan hilse mange Gange, de kneise, de kneise!"
"O, var jeg dog ogsaa stor nok til at flyve hen over Havet! Hvorledes er det egentligt dette Hav, og hvad ligner det?"
det er saa vidtløftigt at forklare!" sagde Storken, og saa gik den.
"Glæd Dig ved din Ungdom!" sagde Solstraalerne; "glæd Dig ved din friske Væxt, ved det unge Liv, som er i Dig!" Og
Vinden kyssede Træet, og Duggen græd Taarer over det, men det forstod Grantræet ikke.
Naar det var ved Juletid, da bleve ganske unge Træer fældede, Træer som tidt ikke engang vare saa store eller i Alder
med dette Grantræ, der hverken havde Rast eller Ro, men altid vilde afsted; disse unge Træer, og de vare just de
allersmukkeste, beholdt altid alle deres Grene, de bleve lagte paa Vogne og Heste trak dem afsted ud af Skoven.
"Hvorhen skulle de?" spurgte Grantræet. "De ere ikke større end jeg, der var endogsaa eet, der var meget mindre;
hvorfor beholde de alle deres Grene? Hvor kjøre de hen?"
"Det vide vi! det vide vi!" qviddrede Graaspurvene. "Vi have nede i Byen kiget ind ad Ruderne! vi vide, hvor de
kjøre hen! O, de komme til den største Glands og Herlighed, der kan tænkes! Vi have kiget ind af Vinduerne og seet
at de blive plantede midt i den varme Stue og pyntede med de deiligste Ting, baade forgyldte Æbler, Honningkager,
Legetøi og mange hundrede Lys!"
"Og saa - ?" spurgte Grantræet og bævede i alle Grene. "Og saa? Hvad skeer saa?" "Ja, mere have vi ikke seet! Det
var mageløst!"
"Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?" jublede Træet. "Det er endnu bedre, end at gaae over Havet!
Hvor jeg lider af Længsel! Var det dog Juul! nu er jeg høi og udstrakt, som de andre, der førtes afsted sidste Aar!
- O, var jeg alt paa Vognen! var jeg dog i den varme Stue med al den Pragt og Herlighed! og da - ? Ja, da kommer
noget endnu Bedre, endnu Skjønnere, hvorfor skulle de ellers saaledes pynte mig! der maa komme noget endnu større,
endnu herligere -! men hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg veed ikke selv, hvorledes det er med mig!" "Glæd Dig ved
mig!" sagde Luften og Sollyset; "glæd Dig ved din friske Ungdom ude i det Frie!"
Men det glædede sig slet ikke; det voxte og voxte, Vinter og Sommer stod det grønt; mørkegrønt stod det; Folk, som
saae det, sagde: "det er et deiligt Træ!" og ved Juletid blev det fældet først af alle. Øxen hug dybt igjennem
Marven, Træet faldt med et Suk hen ad Jorden, det følte en Smerte, en Afmagt, det kunde slet ikke tænke paa nogen
Lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra Hjemmet, fra den Plet, hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det
aldrig mere saae de kjære gamle Kammerater, de smaae Buske og Blomster rundtom, ja maaskee ikke engang Fuglene.
Afreisen var slet ikke noget behageligt.
Træet kom først til sig selv, da det i Gaarden, afpakket med de andre Træer, hørte en Mand sige: "Det der er
prægtigt! vi bruge ikke uden det!"
Nu kom to Tjenere i fuld Stads og bar Grantræet ind i en stor, deilig Sal. Rundtom paa Væggene hang Portrætter,
og ved den store Flisekakkelovn stode store chinesiske Vaser med Løver paa Laaget; der var Gyngestole, Silkesophaer,
store Borde fulde af Billedbøger, og med Legetøi for hundred Gange hundred Rigsdaler - idetmindste sagde Børnene
det. Og Grantræet blev reist op i en stor Fjerding, fyldt med Sand, men Ingen kunde see, at det var en Fjerding,
thi der blev hængt grønt Tøi rundt om, og den stod paa et stort broget Teppe. O, hvor Træet bævede! Hvad vilde der
dog skee? Baade Tjenere og Frøkener gik og pyntede det. Paa een Green hang de smaa Næt, udklippede af kouleurt
Papir; hvert Næt var fyldt med Sukkergodt; forgyldte Æbler og Valdnødder hang, som om de vare voxede fast og over
hundrede røde, blaae og hvide Smaalys bleve stukne fast i Grenene. Dukker, der saae livagtig ud som Mennesker, -
Træet havde aldrig seet saadanne før - svævede i det Grønne, og allerøverst oppe i Toppen blev sat en stor Stjerne
af Flitter-Guld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.
"Iaften," sagde de Allesammen, "iaften skal det straale!" "O!" tænkte Træet, "var det dog Aften! var bare Lysene
snart tændte! og hvad mon da skeer? Mon der komme Træer fra Skoven og see paa mig? Mon Graaspurvene flyve ved
Ruden? Mon jeg her voxer fast og skal staae pyntet Vinter og Sommer?"
Jo, det viste god Besked; men det havde ordentligt Barkepine af bare Længsel, og Barkepine er ligesaa slem for
et Træ, som Hovedpine for os Andre.
Nu bleve Lysene tændte. Hvilken Glands, hvilken Pragt, Træet bævede i alle Grene derved, saa at eet af Lysene
stak Ild i det Grønne; det sved ordenligt. "Gud bevare os!" skreg Frøknerne og slukkede i en Hast.
Nu turde Træet ikke engang bæve. O, det var en Gru! Det var saa bange for at tabe noget af al sin Stads; det var
ganske fortumlet i al den Glands, - - og nu gik begge Fløidøre op, og en Mængde Børn styrtede ind, som om de vilde
vælte hele Træet; de ældre Folk kom besindige bag efter; de Smaa stode ganske tause, - men kun et Øieblik, saa
jublede de igjen saa at det rungede efter; de dandsede rundt om Træet, og den ene Present efter den anden blev
plukket af.
"Hvad er det, de gjør?" tænkte Træet. "Hvad skal der skee?" Og Lysene brændte lige ned til Grenene, og eftersom
de brændte ned, slukkede man dem, og saa fik Børnene Lov til at plyndre Træet. O, de styrtede ind paa det, saa at
det knagede i alle Grene; havde det ikke ved Snippen og Guldstjernen været bundet fast til Loftet, saa var det
styrtet om.
Børnene dandsede rundt med deres prægtige Legetøi, Ingen saae paa Træet uden den gamle Barnepige, der gik og
tittede ind imellem Grenene, men det var bare for at see, om der ikke var glemt endnu en Figen eller et Æble.
"En Historie! en Historie!" raabte Børnene og trak en lille tyk Mand hen imod Træet, og han satte sig lige under
det, "for saa ere vi i det Grønne," sagde han, "og Træet kan have besynderligt godt af at høre med! men jeg
fortæller kun een Histoire. Vil I høre den om Ivede-Avede eller den om Klumpe-Dumpe, som faldt ned af Trapperne
og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen!"
"Ivede-Avede!" skreg Nogle, "Klumpe-Dumpe!" skreg Andre; der var en Raaben og Skrigen, kun Grantræet taug ganske
stille og tænkte: "Skal jeg slet ikke med, slet ikke gjøre Noget!" Det havde jo været med, havde gjort hvad det
skulde gjøre.
Og Manden fortalte om "Klumpe-Dumpe der faldt ned af Trapperne og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen." Og
Børnene klappede i Hænderne og raabte: "fortæl! fortæl!" de vilde ogsaa have "Ivede-Avede", men de fik kun den
om "Klumpe-Dumpe." Grantræet stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde Fuglene ude i Skoven fortalt Sligt.
"Klumpe-Dumpe faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen! Ja, ja, saaledes gaaer det til i Verden!" tænkte
Grantræet og troede at det var virkeligt, fordi det var saadan en net Mand, som fortalte. "Ja, ja! hvem kan vide!
maaskee falder jeg ogsaa ned af Trapperne og faaer en Prindsesse!" Og det glædede sig til næste Dag at blive klædt
paa med Lys og Legetøi, Guld og Frugter.
"Imorgen vil jeg ikke ryste!" tænkte det. "Jeg vil ret fornøie mig i al min Herlighed. Imorgen skal jeg igjen
høre Historien om "Klumpe-Dumpe" og maaskee den med om "Ivede-Avede"." Og Træet stod stille og tankefuld den hele
Nat.
Om Morgenen kom Karl og Pige ind. "Nu begynder Stadsen igjen!" tænkte Træet, men de slæbte det ud af Stuen, op
ad Trappen, ind paa Loftet, og her, i en mørk Krog, hvor ingen Dag skinnede, stillede de det hen. "Hvad skal det
betyde!" tænkte Træet. "Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal faae at høre?" Og det hældede sig
op til Muren og stod og tænkte og tænkte. - - Og god Tid havde det, thi der gik Dage og Nætter; Ingen kom herop,
og da der endelig kom Nogen, saa var det for at stille nogle store Kasser hen i Krogen; Træet stod ganske skjult,
man skulde troe, at det var reent glemt.
"Nu er det Vinter derude!" tænkte Træet. "Jorden er haard og dækket med Snee, Menneskene kunne ikke plante mig;
derfor skal jeg nok her staae i Læ og Foraaret! hvor det er velbetænkt! hvor dog Menneskene ere gode! - Var her
kun ikke saa mørkt og saa skrækkeligt eensomt! - Ikke engang en lille Hare! - Det var dog saa artigt der ude i
Skoven, naar Sneen laae, og Haren sprang forbi; ja, selv da den sprang hen over mig, men det holdt jeg ikke af
den Gang. Her oppe er dog skrækkeligt eensomt!"
"Pi, pi!" sagde en lille Muus i det samme og smuttede frem; og saa kom der nok en lille. De snusede til Grantræet
og smuttede mellem Grenene paa det. "Det er en gruelig Kulde!" sagde de smaa Muus. "Ellers er her velsignet at
være! Ikkesandt, du gamle Grantræ?"
"Jeg er slet ikke gammel!" sagde Grantræet, "der ere mange, der ere meget ældre end jeg!" "Hvor kommer Du fra?"
spurgte Musene, "og hvad veed du?" De vare nu saa grueligt nysgjerrige. "Fortæl os dog om det deiligste Sted
paa Jorden! Har Du væreet der? Har Du været i Spisekammeret, hvor der ligger Oste paa Hylderne og hænger Skinker
under Loftet, hvor man dandser paa Tællelys, og gaaer mager ind og kommer feed ud!"
"Det kjender jeg ikke!" sagde Træet, "men Skoven kjender jeg, hvor Solen skinner, og hvor Fuglene synge!" og saa
fortalte det Alt fra sin Ungdom, og de smaa Muus havde aldrig før hørt saadant noget, og de hørte saadan efter
og sagde: "nei, hvor Du har seet meget! hvor Du har været lykkelig!"
"Jeg!" sagde Grantræet og tænkte over, hvad det selv fortalte; "ja, det var, i Grunden, ganske morsomme Tider!"
- men saa fortalte det om Juleaften, da det var pyntet med Kager og Lys. "O!" sagde de smaa Muus, "hvor Du har
været lykkelig, du gamle Grantræ!" "Jeg er slet ikke gammel!" sagde Træet, "det er jo i denne Vinter, jeg er
kommet fra Skoven! jeg er i min allerbedste Alder, jeg er bare sat i Væxten!"
"Hvor Du fortæller deiligt!" sagde de smaa Muus, og næste Nat kom de med fire andre Smaa-Muus, der skulde høre
Træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv Alt og syntes: "det var dog ganske
morsomme Tider! men de kan komme, de kan komme! Klumpe-Dumpe faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen,
maaskee jeg kan ogsaa faae en Prindsesse," og saa tænkte Grantræet paa saadant et lille nydeligt Birketræ, der
voxte ude i Skoven, det var for Grantræet en virkelig deilig Prindsesse.
"Hvem er Klumpe-Dumpe?" spurgte de smaa Muus. Og saa fortalte Grantræet hele Eventyret, det kunde huske hvert
evige Ord; og de smaa Muus vare færdige ved at springe op i Toppen paa Træet af bare Fornøielse. Næste Nat kom
der mange flere Muus, og om Søndagen endogsaa to Rotter; men de sagde, at Historien var ikke morsom, og det
bedrøvede de smaa Muus, thi nu syntes de ogsaa mindre om den.
"Kan De kun den ene Historie?" spurgte Rotterne. "Kun den ene!" svarede Træet, "den hørte jeg min lykkeligste
Aften, men den Gang tænkte jeg ikke paa, hvor lykkelig jeg var!" "Det er en overmaade daarlig Historie! kan De
ingen med Flesk og Tællelys? Ingen Spisekammer-Historier?" "Nei!" sagde Træet. "Ja, saa skal De have Tak!"
svarede Rotterne og gik ind til deres.
De smaa Muus bleve tilsidst ogsaa borte, og da sukkede Træet: "Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig
de vævre Smaa-Muus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er ogsaa det forbi! - men jeg skal huske at fornøie mig,
naar jeg nu tages frem igjen!"
Men naar skete det? - Jo! det var en Morgenstund, da kom der Folk og rumsterede paa Loftet; Kasserne bleve
flyttede, Træet blev trukket frem; de kastede det rigtignok lidt haardt mod Gulvet, men strax slæbte en Karl
det hen imod Trappen, hvor Dagen skinnede.
"Nu begynder Livet igjen!" tænkte Træet; det følte den friske Luft, den første Solstraale, - og nu var det
ude i Gaarden. Alt gik saa gesvindt, Træet glemte reent at see paa sig selv, der var saa meget at see rundtom.
Gaarden stødte op til en Have, og Alt blomstrede derinde; Roserne hang saa friske og duftende ud over det
lille Rækværk, Lindetræerne blomstrede, og Svalerne fløi om og sagde "qvirre-virre-vit, min Mand er kommet!"
men det var ikke Grantræet, de meente.
"Nu skal jeg leve!" jublede det og bredte sine Grene vidt ud; ak, de vare alle visne og gule; det var i Krogen
mellem Ukrud og Nælder, at det laae. Guldpapirs-Stjernen sad endnu oppe i Toppen og glimrede i det klare Solskin.
I Gaarden selv legede et Par af de lystige Børn, der ved Juletid havde dandset om Træet og været saa glade ved
det. Een af de Mindste foer hen og rev Guldstjernen af. "See, hvad der sidder endnu paa det ækle, gamle Juletræ!"
sagde han og trampede paa Grenene, saa de knagede under hans Støvler.
Og Træet saae paa al den Blomster-Pragt og Friskhed i Haven, det saae paa sig selv, og det ønskede, at det var
blevet i sin mørke Krog paa Loftet; det tænkte paa sin friske Ungdom i Skoven, paa den lystige Juleaften og paa
de smaa Muus, der saa glade havde hørt paa Historien om Klumpe-Dumpe.
"Forbi! forbi!" sagde det stakkels Træ. "Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunde! forbi! forbi!" Og Tjenestekarlen
kom og hug Træet i smaa Stykker, et heelt Bundt laae der; deiligt blussede det op under den store Bryggerkjædel;
og det sukkede saa dybt, hvert Suk var som et lille Skud; derfor løbe Børnene, som legede, ind og satte sig foran
Ilden, saae ind i den og raabte: "pif! paf!" men ved hvert Knald, der var et dybt Suk, tænkte Træet paa en
Sommerdag i Skoven, en Vinternat derude, naar Stjernerne skinnede; det tænkte paa Juleaften og Klumpe-Dumpe, det
eneste Eventyr, det havde hørt og vidste at fortælle -, og saa var Træet brændt ud.
Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste
Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!
JULENISSEN
Det var langt ude på landet i en lille landsby. Julesneen var faldet så blødt og tæt i et par dage, så hele
landskabet var som et hvidt eventyrland. Det var snart helt besværligt at komme frem undtagen i slæde. Men børnene
i landsbyen var henrykte. De tumlede den hele dag, rutschede på slæderne ned ad den høje bakke lige uden for byen.
Som en stormvind fór de små slæder af sted ned ad den glatte, tilkørte bakke. Det var en fryd at suse gennem luften
- det var jo, som man fløj!
Og børnene kom hjem med røde kinder, strålede øjne og god appetit. Det var utroligt, hvad de kunne sætte til livs
af store humpler fedtebrød. Hvor det smagte, det hvide fedt med det grove køkkensalt og så en slurk af det
hjemmebryggede, gærede øl!
Og næste dag var det jul!
Gamle Lars Klokker ville stå og hive i det tykke tov deroppe i tårnet, hvor uglen havde sit hjem, og krager og
alliker fløj ud og ind. Og mor ville sætte et fad dampende julegrød ud i laden til nisserne - og næste dag ville
fadet være tømt. Far sagde godt nok, at det var kattene; men mor vidste bedre besked: Og børnene ville blive
vasket med sæbevand - både i ansigtet og på hænderne - de ville blive vandkæmmet. Pigernes lange hår ville blive
flettet i små hårde fletninger med røde og blå bånd, drengenes omhyggelig skilt i en fuldkommen lige juleskilning!
Inde i husene duftede det af klejner og julekager, og fra ovnen brasede det: Mad var det jo selv i den fattigste
hytte, når det var jul! Der kom store kurve fulde fra præstens og gårdene rundt omkring - i julen skulle ingen
mangle.
Den store, store fest nærmede sig. Præstens julegæster kom kørende i slæde ned gennem landsbyen, og var pakket ind
lige til næsen, så man ikke kunne se, hvem det var. De så ud, som skulle de til Sibirien. Der blev liv og lystighed
inde i de små, lavloftede stuer med de store, gammeldags, slidte møbler og den rummelige, gæstfri favn.
Oppe i storstuen stod juletræet pyntet og parat til at tændes, og på bordet langs væggen lå alle gaverne i pakke med
navn. Til stuen var der låst, ingen måtte se, og ingen måtte røre! - Men forpagterens håbefulde lille søn Mads var
sluppet ind, uden at nogen havde lagt mærke til dertil. De havde alle været så optaget af juleforberedelserne, at de
slet ikke havde set Mads - hverken da han smuttede ind i storstuen bag Ane Kokkepiges brede skørter, og heller ikke,
da han kravlede ind under bordet med den lange, hvide dug.
Mads gik ud og ind hos præstens. Hans forældre boede i selve præstegården og passede gården. De skulle til juletræ
hos præstens og havde derfor spist tidlig til middag, og Mads havde fået lov til at gå i forvejen og underholde
pigerne ude i køkkenet. men Mads fandt, der var langt mere interessant i storstuen. Han var fire år, havde rødlig
blondt hår, blå øjne og røde kinder. I anledning af julen havde han fået sin nye matrosdragt på. Den var syet til
at vokse i, så Mads druknede både i trøjen og bukserne; men fandt man ham endelig, blev man glad af at se på ham,
hvis ikke man var det i forvejen. Han lo næsten altid over hele ansigtet, der lyste af sundhed og glæde.
Mads blev forkælet både hjemme og hos præstens - ellers ville han nok ikke have vovet det, han fandt på juleaften!
- Drevet af nysgerrighed var Mads kommet ind i den store stue, hvor han vidste, alle juleforberedelserne nu var
endt.
Ilden knitrede i kakkelovnen, og henne i hjørnet stod en tændt lampe, der lyste svagt over stuens herligheder.
Det store juletræ stod midt på gulvet behængt med vidundere af udklippede hjerter, net med rødkindede æble,
forgyldte valnødder og et strålende spindelvæv af sølvtråde, der lyste i halvmørket. Mads sad så stille som en mus
under bordet, indtil alle var gået ud af stuen, og døren låst.
Så stak han forsigtigt hovedet ud under dugen og så sig om. - Dette var mere end sjovt. Han var ganske alene til
juletræ. Han kravlede på alle fire ud på gulvet og rejste sig op. At et grantræ kunne blive så fint! Han måtte
hen og undersøge det nærmere, føle på æskerne og kræmmerhusene og se, hvad der var i. Pebernødder, chokolader,
rosiner og mandler. Mads smagte på sagerne og blev mere og mere tilfreds.
Der var nogen ved døren, og nøglen blev drejet om. Mads var hurtig som et lyn inde under bordet igen: Det var
præstefruen og en af døtrene. "Vis mig så, hvor lille Mads' pakker ligger," sagde præstefruen. Og Stella, Mads'
gode legekammerat, der havde lært bogstaverne, pegede på en bunke pakke midt på bordet. "Her," sagde hun, -
"sikken en masse ting, han skal have - nu lægger jeg tømmen fra dig her, mor - så er det hele i orden!" "Vi forkæler
den dreng," sagde præstefruen, "bare han kan tåle det!" "Jo, det er jeg vis på," svarede Stella, "Mads er en sød
og god dreng!" Mads blev ganske rød i hovedet. De skulle bare ane, han sad under bordet, så ville de nok ikke mere
synes, han var sød! Men ingen magt i verden skulle få ham ud af julestuen. Der var et helt langt år, til julen kom
igen, så man måtte jo nyde den, det man kunne. Så lukkede døren igen, og alt blev stille.
Tømmen! Mads havde kun én eneste tanke i hovedet, da han kom frem på ny - tømmen. Mon det var en rød med bjælder,
som havde ønsket sig så længe? Forsigtig lirkede han lidt ved det hvide papir og kikkede. - Jo, den var rød, og
der var noget der raslede! Mads pakkede ud, dette var alt for spændende, og det var jo ham der skulle have tømmen!
Nej hvor var den fin! Mads holdt den ud i stiv arm, og alle de små bjælder skinnede og raslede ved den mindste
bevægelse. Hans hjerte bankede højt af glæde, det var jo hans højeste ønske - julens drøm, den blev opfyldt. Mads
havde ingen tydelig følelse af, hvor galt han bar sig ad. Han var kun fire år, og han var jo bedt med til at se
juletræet og skulle have sine gaver, så det faldt ham ikke ind før bagefter, at han gjorde noget forkert. Foreløbig
var han optaget af alt det nye og spændende, som han var ganske ene om at undersøge. Han gik fra opdagelse til
opdagelse.
Under tømmen lå der en stor, flad pakke - den var nok også til ham! Mads var blevet dristigere, han rev papiret til
side - og frem kom en stor, dejlig billedbog med mange, brogede billede. Den var nok fra Stella! Mads så på alle
billederne, og sommetider lo han højt. Da bogen var gennemset, blev den lagt til side, og Mads fandt en stor pakke
frem. Stella havde lært ham bogstaverne, så han kunne godt læse, at der stod "Mads" udenpå.
Det var lidt svært at få sejlgarnet op, men det gik - og frem kom den nydeligste nissedragt, grå bukser, en rød
ulden trøje og en rød, spids nissehue med lang kvast. Mads hoppede højt af glæde og dansede rundt om juletræet.
Så begyndte han at trække i stadsen, og et øjeblik efter var forpagterens Mads forvandlet til en julenisse. Og nu
vågnede først rigtig hans eventyrlyst. Han ville ud i laden for at se, om alle de andre julenisser sad og spiste
af grødfadet, hans mor havde sat ud. Men døren var låst, og ingen måtte jo vide, at han havde været skjult i den
store stue. - Præstegården var lav, vinduerne ikke ret langt fra jorden, og der var både rørværk og tremmer og
vildvinsranker at holde sig fast ved. Mads åbnede forsigtigt vinduet og kravlede op i karmen. Den lille nisse
overskuede et øjeblik situationen, så lod han sig resolut glide ned på jorden. Det gik udmærket. Udenfor var det
mørkt, men Mads kendte vejen, og kort efter stod han i laden. Der duftede det af hø og halm, det puslede i alle
kroge. - Mads stod ganske stille. - Var det mon nisserne, der ville frem til det store grødfad, der stod midt på
gulvet? Mor havde hængt en tændt lygte på loftsbjælken, for at nisserne skulle kunne se at spise, og for at det
hele skulle være lidt festligt.
Det halve af grøden var spist, men nisserne var ikke at se. Mads satte sig hen i krogen for at vente. Når de nu
alle sammen var kommet og sad nok så godt ved grøden, så ville han gå hen til dem og tage huen af og ønske dem
"glædelig jul" og fortælle dem, at det var hans mors grød, de spiste. Så ville de nok danse omkring ham og lege
med ham. Mads sad ganske stille og ventede. Hvor det puslede alle vegne! For oven, for neden, i krogene, det var,
som halmen var levende. Alle de vilde kattekillinger kom frem. De var så smukke - sorte, grå, rødspættede, hvide
- ingen menneskelig hånd havde krammet dem endnu, for de var umulige at få fat på. Men nu sad de nok så fredeligt
omkring grødfadet og gjorde sig til gode. Mads morede sig kongeligt. Han nærmede sig ganske stille - hvor ville
han gerne fange bare én eneste og klappe dens bløde pels! Men vips, var hele flokken væk og skjult højt oppe på
loftet. De havde optaget faren, der truede - og hvad var en klat grød mod den ubudne frihed!
Mads satte sig ned igen og ventede. Hvis nissefamilien ville have mad, måtte den snart komme, for fadet var næsten
tømt. Det puslede igen, halmen rørte sig hist og her - og se, frem kom rotterne, de store, grå rotter og lejrede
rundt om fadet.
De var sultne og tog for sig af retterne, men Mads kunne ikke lide dem og var lidt bange for dem. Der kom nogen
udenfor - det var moderen. Mads kendte de hastige, små skridt. Nu måtte man nok se at komme af sted i en fart for
ikke at blive opdaget! Rotterne havde instinktiv taget flugten og var skjult under halmen igen. Mads havde rejst
sig op så sig et øjeblik rådvild omkring. Fra laden førte der en dør ud i huggehuset; hvis den stod åben, kunne
Mads komme derfra ud i præstens have. Nu stod hans mor i døren. "Ih, jøsses dov," sagde hun og slog hænderne sammen,
nisserne har nok været der og spist julegrøden!" Mads havde vendt ryggen til og tog flugten.
"Nej se, nej se," råbte hans mor henrykt," der er jo en af de små fyre - hej, hop, lille ven. Du behøver ikke at
skynde dig så stærkt, jeg skal såmænd ikke gøre dig noget fortræd! Er du kommet væk fra familien, dit lille pjus!
Nej se, nej se, hvor du kan bruge de små, tykke ben! Det skulle fatter se, så ville han gi' mig ret i, at det er
nisserne, der spiser julegrøden! Ja, det har jeg jo vidst i mange år! Glædelig jul, glædelig jul, lille nissemand!"
Nissemanden svarede ikke, men han viftede med huekvasten, og forpagterens kone forlod laden glad over sit syn og
stolt over, at hun havde fået ret og nu kunne overbevise sin mand. Men Mads styrede, så hurtigt hans små ben kunne
bære ham - gennem huggehuset og ud i præstens have. Langs muren sneg nissen sig forbi de oplyste vinduer - over
den gamle veranda - og videre til storstuens vindue, der endnu stod på klem.
Mads var en rask dreng og vant til at klatre, det var en let sag for ham at kravle op ad det lille stykke mur.
Men da han sad overskrævs oppe i vindueskarmen og lige skulle til at hoppe ned på gulvet, gik døren til dagligstuen
op, og Ane Kokkepige kom ind med forklædet fult af appelsiner, der skulle i kurvene. Hun gav et vræl ved synet af
julenissen og slap forklædet, så alle appelsinerne rullede ud over gulvet. Mads var lamslået og vidste ikke, om han
skulle springe ud eller ind - han sad som spigret fast til vindueskarmen. Ane så ud, som var hun en besvimelse nær.
I stuens halvmørke kunne hun ikke skelne Mads' træk, hun så kun den røde trøje og huen og de grå bukser. Præsten
kom til: "Hvad er der, Ane - hvorfor skriger du?" "Julenissen er der - julenissen!" stønnede Ane og pegede hen på
lille Mads, der begyndte at føle situationens alvor.
Tænk, at den store, tykke Ane kunne blive så bange for ham! Hun havde åbenbart aldrig før set en julenisse! Og nu
gav Stella også et højt vræl fra sig og den lille Jenny. Mads fik helt ondt af dem. "I skal ikke være bange!" sagde
han resolut og lod sig glide ned på gulvet og gik hen imod dem. Der blev en leen og spøgen og skænden, og Mads blev
ført i triumf ind i dagligstuen, hvor præstens og alle gæsterne sad.
Men da var julenissens mod forbi. Han holdt begge hænder for øjnene og stortudede. Der vankede jo nok lidt skænd og
nogle alvorsord; men det var jo juleaften, hvor alle sind stemmes til mildhed og overbærenhed, og da Mads hurtigt
indså, hvor galt han havde båret sig ad, fik han snart tilgivelse. Værst blev det hjemme.
For hans far glemte aldrig den historie og drillede bestandig sin kone med den jul, hun så julenissen nede i laden.
Og grødfadet blev aldrig mere sat derned!
|
